MICHAEL GEERTSEN
Michael Geertsen (f. 1966) er i dag én af de internationalt bedst kendte danske keramikere. På den prestigefyldte 4. World Ceramic Biennale i Korea, fik han sølvmedalje og hans værker er bl.a. indkøbt til vigtige museer som Victoria and Albert Museum i London, Museum of Arts and Design i New York, Museum of Fine Art i Huston,Texas og Ceramic Museum i Inceon, Korea.
Michael Geertsen skaber keramiske objekter, som på en legende måde stiller spørgsmål til keramikkens mål og mening. Udgangspunktet er som oftest velkendte hverdagsting som kopper og tallerkner. Men Geertsen laver ikke brugsgenstande. Som refleksionsobjekter har de tilknytning både til stillebentraditionen og popkunsten.
Alle værker er hånddrejede og materialet er almindeligt lertøj. Det er en praksis, som peger tilbage til pottemagerens ældgamle håndværk. Men objekternes overflade er glat, blank og deres ’finish’ minder mest om industriprodukter. Motivet er således brugsting, formsproget er industriens og resultatet er et rent kunstobjekt. Denne legende bevægelse mellem tre forskellige positioner, symboliseret i ét og samme værk, repræsenterer keramikerens valgmuligheder i dag.
Det er en sammenstilling, som rejser grundlæggende spørgsmål som: ’Hvad er keramik – og hvad er keramikkens opgave i dag? Et af de svar Geertsen giver er, at meningen ligger i muligheden for at gøre tanker synlige.